Jeg skal tage en dyb indåbning. Jeg elsker at skrive (og det gør jeg på græsk), men jeg har altid tænkt på, at man kan bedst udtrykke sig på modersmålet. Og så er jeg en udlænding, der har boet i Danmark i 6 år og jeg laver fejl. Det bliver endnu sværere, når man er perfektionist -i det mindst med hensyn til hvad man er interesseret i. Men øvelse gør mester, det siger man også på mit sprog.
På græsk hedder der himlen "ουρανός" (uranós), og når jeg siger "uranós", lyder det som en melodi og så bliver himlen højere, mere musikalsk og uendelig. Hvis jeg elsker en mand, er det helt normalt for mig at kalde ham "urané mou" (min himmel) i stedet for at bruge et andet ordinært kærligheds udtryk og jeg ville forestille mig, det giver min kærlighed et andet perspektiv eller en ubegrænset mulighed at nå stjernerne og skabe verden fra begyndelsen sammen med ham, jeg elsker. Det siger måske ikke noget til en dansker, men jeg kender ikke den danske poesi. Men jeg er sikker på, det eksisterer i et eller andet sted.
Desuden er sprog som et musikinstrument. Cellisten læser musik i en anden nøgle, der er forskellig fra fløjtenistens, men de både spiller musik. Jeg beundrer musikdirigenterne, der kan spille mange instrumenter. Hvordan spiller man på dansk?
